Sådan virker en DNA-faderskabstest

En DNA-faderskabstest sammenligner DNA-profilen fra et barn med profilen fra en mand, som kan være barnets biologiske far. Ofte indgår også moren. Metoden bygger på en enkel idé: Barnet har arvet halvdelen af sit DNA fra hver forælder, så alt, hvad der findes hos barnet, skal kunne føres tilbage til enten moren eller faren.

Det er kun den biologiske del af spørgsmålet. Hvem der juridisk er far, fastslås efter reglerne i Faderskab i loven.

DNA-profilen: markører og alleler

Et menneskes DNA er næsten ens hos alle, men enkelte steder varierer det meget fra person til person. Disse steder kaldes markører. En DNA-profil består af oplysninger om en række sådanne markører.

I faderskabsanalyser bruges som regel markører af typen STR (short tandem repeat). Det er stykker DNA, hvor et kort mønster gentages et antal gange i træk. Ifølge Wikipedia er mønsteret højst ti byggesten langt, og det gentages typisk fra fem til halvtreds gange. Antallet af gentagelser varierer mellem personer. Hver variant kaldes en allel.

På hver markør har et menneske to alleler: en fra moren og en fra faren. Det er dét, der gør sammenligningen mulig.

Sådan sammenlignes profilerne

Forløbet i grove træk:

1. Barnets alleler bestemmes for hver markør.
2. De alleler, der kommer fra moren, genkendes og trækkes fra.
3. De alleler, der er tilbage, skal stamme fra faren. Man undersøger, om den mand, der testes, bærer dem.
4. Mangler en eller flere af de nødvendige alleler hos manden, og kan det ikke forklares ved en sjælden ændring, kan han udelukkes som biologisk far.
5. Passer alle markørerne, vurderer laboratoriet, hvor godt data støtter faderskab, i forhold til at en tilfældig, ikke-beslægtet mand er faren. Den vurdering bygger på statistik, og værdien kaldes ofte faderskabsindeks. Wikipedia beskriver den som baseret på likelihood ratio-princippet.

Hvor mange markører der undersøges, afhænger af metoden og laboratoriet. Siden nævner derfor intet tal. Analysen kombinerer flere markører, så et enkelt afvigende resultat ikke afgør sagen alene. Se også, hvordan svaret på en faderskabstest læses.

Når en markør afviger

Ændringer i DNA’et kan forekomme, og en markør kan i sjældne tilfælde se anderledes ud end forventet. Wikipedia nævner fx nulalleler, hvor en ændring i DNA’et omkring markøren gør, at en variant ikke kan måles. Så kan en person fejlagtigt se ud, som om han kun har én allel. Netop derfor kigger man på flere markører og vurderer helheden.

Prøvetagning

Mundskrab er den almindelige metode i faderskabssager. Retsmedicinsk Institut beskriver, at indersiden af kinden gnides med en lille svamp, og at der normalt tages to prøver af hver person, typisk på forskellige dage. Er prøven fra et spædbarn, oplyser instituttet, at amning kort før prøvetagning kan give spor af moderens DNA i prøven.

Andre prøvetyper, fx hår eller blod, nævnes ofte på nettet. Om en bestemt prøvetype kan analyseres, afhænger af laboratoriet og af prøvens kvalitet, og det er laboratoriet, der skal afgøre det. Det gælder også spørgsmål som faderskabstest med hår.

Hvem tager prøven?

I internationale beskrivelser lægges der vægt på, at alle deltagere identificeres, og at prøven tages af en uafhængig person uden interesse i udfaldet. Det er en del af forskellen på en privat test og en officiel undersøgelse, som forklares under private og officielle tests. I danske faderskabssager er det Familieretshuset og domstolene, der kan bestille en retsgenetisk undersøgelse. Retsmedicinsk Institut oplyser, at det ikke udfører undersøgelser for private.

Hvornår blev DNA-testen opfundet?

DNA-profilering udviklede den britiske genetiker Alec Jeffreys i 1984 ved University of Leicester. Kary Mullis havde i 1983 udviklet PCR-metoden, der kopierer udvalgte stykker DNA, så selv små prøver kan analyseres. Siden er teknikkerne udviklet videre. Forløbet fra blodtyper til moderne DNA-analyse står i faderskabstestens historie.

Kan man stole på en DNA-test?

Spørgsmålet kan ikke besvares med et ja eller nej. En DNA-analyse er et stærkt hjælpemiddel, men ikke et fejlfrit instrument. Kvaliteten afhænger af:

• at de rigtige personer er prøvetaget, og at prøverne er mærket korrekt
• at prøverne ikke er forurenede
• at laboratoriet arbejder med en velafprøvet metode og kvalitetssikring
• at resultatet tolkes korrekt, herunder i tilfælde af nær slægtskab mellem de mulige fædre

Der findes grænser for, hvad analysen kan. Identiske tvillinger har i praksis samme DNA-profil. Og en test af Y-kromosomet, der nedarves fra far til søn, kan ikke skelne mellem mænd i samme mandlige slægtslinje, fx brødre, ifølge Wikipedia.

Hvor stor en del DNA deler søskende?

Et barn arver halvdelen af sit DNA fra hver forælder. Men det er ikke den samme halvdel, som søskende får. Derfor deler søskende en betydelig del af deres DNA, men andelen varierer, og der findes ikke et fast tal, som gælder for alle. Det er også grunden til, at DNA-analyser af slægtskab mellem søskende bygger på statistiske vurderinger.

Det, siden ikke dækker

Der nævnes hverken navne på laboratorier, testkits eller priser. Hvis du står i en konkret sag, kan du finde vejledning på borger.dk, hos Familieretshuset eller hos en advokat. Læs også om faderskabstest under og før graviditet og om faderskabssagens forløb. Tilbage til oversigten.

Indholdet er generel information og erstatter ikke rådgivning fra læge eller andre sundhedsprofessionelle.